Hvordan ser i ABJD’s?

[Dina]

Jeg syntes at smatidig med at man opbygger deres personlighed, lærer man dem også at kende. Som om at vide alle hemmeligheder om en person. Så man bliver derfor ret knyttet til dem. Fordi man kan forstå dem, og som sagt; nærmest kan føle det på sin egen krop...

[Angelica]

Jeg er fuldstændig enig med dig.

[Noir]

Jeg ser dem ikke som børn. Jeg ser dem som jævnaldrende venner som jeg kan snakke og hænge ud med. Selvfølgelig fungerer det ikke helt sådan, men i teorien ser jeg dem sådan.
Jeg elsker at give dem nyt hår og nye øjne, men personligheden er den samme.
Fx. havde Sookie først et DOD shell, nu har hun intet og snart får hun en Soo Dark Human shell. Men hun er stadig den helt samme person. Hendes shell er bare et andet. Men hun har stadig samme hårfarve, øjenfarve osv (hun er dog begyndt at bruge kontaktlinser - har købt et par violette til hende)
Savner Sookie og Isobel. Isobel er ved at glide lidt væk - men hun har dog været det samme shell siden dag 1. Og jeg er vild med det shell, så skal ha det. Og når jeg engang får det er jeg sikker på at Isobel er i det ^^

Glæder mig så meget til at ha Trace, Sookie og Isobel her Skal også en dag have Isobels lillebror

Og nej, jeg kalder dem aldrig "den" XD

[Dina]

Hehe... Meget sjovt!
Er hos min far nu! *Uden Maki & Daken* Og jeg... Savner dem! XD *VRÆL*
I need them! -_-
Og man savner ikke ting vel? Nej! Så er det afgjort! Daken & maki er levende personer BASTA! Own... Savner også Io! *BESAT*

[kimmie]

Jeg ser dem som forskellige personers form for kunst, en måde at udtrykke sig selv på. Så det er altid ekstremt spændene at se andre mennesker's dukker.

Men samtidig også som en ven^^ ser ikke liv i min Too, men det er også det jeg syntes der er så fasinerende ved ham XD argh, det er ekstremt svært at forklare >_<

[Remi]

Jeg ser dem som venner.. ikke mine børn.. nok lidt ligesom Noir. Venner man kan dele ting med...

Jeg føler der er "Liv" i mima, selvom det ikke er det.. Og når jeg føler mig alene, så kigger jeg bare over på hende, og puff, er jeg ikke alene mere... Hun har sjæl og hun "taler" til mig... Desuden er det jo som med andre mennesker.. Man finder ud af mere og mere, efterhånden som tiden går... Jeg har haft Mima i lang tid efterhånden, og jeg kan stadig gå og finde ud af flere ting omkring hende som jeg ikke lige kendte til...

Jeg ser Mi-chan som en man kan dele ting med!... ikke en levende person, men en sjæl, der altid er klar på at hjælpe en.. ...

[Dina]

Ligesom når jeg er i dårligt humør! Skal bare være lidt sammen med dem. (Eller hvad man nu kan kalde det!) Og så er jeg ok! ^_^
I ved, sådan noget som at tage billeder af dem, sy tøj til dem osv! Og ja... Kan huske dengang jeg ikke havde fået Daken endnu. Der så jeg ham bare som en slags kold, arrogant fyr! Men senere hen har jeg så fundet ud af grundende, og også det at han muligvis er mere sårbar en Maki! Ret morsomt! Desuden skriver jeg jo også deres fortid som en historie, så opdager hele tiden nye ting!

[Angelica]

Dina: Jeg kender godt det med at savne personer, som faktisk er opstået "in the mind." Jeg skriver jo, som du ved, og jeg har alle historierne på min bærbare. Da jeg nu tog ind til min storesøster, kunne jeg ikke have for meget med, så jeg tog ikke computeren med mig. Jeg siger dig, allerede da jeg sad i toget, under en time efter jeg sidst havde "set" mine historier og deres personer, savnede jeg dem. Jeg sad der, nok så ked af det, og tænkte på Moran, Desmer, og så videre.
Nu er jeg jo her, hos min søster, og her er pissehyggeligt, og jeg savner mine historier, men det beviser jo, at de er levende. Jeg savner dem.
Det samme er med dukkerne, de opstod "in the mind," og er siden trådt lidt "out of the mind."

Jeg glæder mig meget til den dag, hvor jeg kan købe Helen og hendes tante, vil så gerne lave tøj, parykker, ansigter og lære dem at kende! Suk!
Owh well, jeg begynder nok snart på noget dukke-ting, som jeg kan sælge videre.

[Dina]

Hmm... Ved ikke om jeg savner de persner jeg skriver om. Men jeg lever mig meget ind i deres liv! Så når jeg skriver føler og oplever jeg det samme som dem. Så når jeg savner mine historier, savner jeg egentlig at skrive og opleve! ^_^
Daken og Maki er mere som rigtige personer!

[Ripper]

Jeg har det faktisk lidt skidt med at Noname ikke har noget hoved fortiden... Jeg sidder og tænker at han må være ekstremt muggen.... x.x Men ellers så har jeg det som om jeg alrig er alene når han sidder ved siden af min skærm og kigger med... Jeg snakker enda med ham, selv min mor gør... Min mor købte lige en taske i hans størrelse og nu kan jeg transportere ham nemmere... Gjorde mig vildt glad... Men når han for sit hoved tilbage vil jeg gør det godt igen... Jeg rydder en hylde i min reol og indretter et nice sted til ham... Og så skal han til at snakke med Oi igen XD